Når man skal afsted til bryllup, kan det være svært at komme på, hvad man skal give brud og gom i gave.
Derfor er her skudt fra hoften en række forslag til bryllupsgaver.
De klassiske bryllupsgaver:
Porcelæn er jo en klassiker. Ofte begynder folk at samle på et stel, når de bliver gift, og så er der rig mulighed for at købe en nem (omend sjældent billig) bryllupsgave til dem. Men der er også mange, som har boet sammen i mange år i forvejen og har købet al det porcelæn, de orker at eje.
Mindre former for hårde hvidevarer. Mikrobølgeovn, en smart espressomaskine, designerblendere m.m. står også ofte på ønskesedlen hos mange par.
Og sengetøj som gave er også en klassiker, som man ikke skal kimse af. Det er trods alt ikke så ofte, at folk selv spenderer rigtigt mange penge på et virkeligt lækkert sengesæt.
Lidt mere originale bryllupsgaver:
Oplevelsesgaver. Giv dem en udflugt til et spændende sted, billetter til en god koncert, en tur i operaen eller endnu bedre, et gavekort til en række ture/aktiviterer i selskab med jer selv. (Det kræver selvfølgelig, at I har lyst til at omgås bryllupsparret).
Et gavekort på arbejdskraft. Mange har nogle projekter i hus eller have, som kræver mange ressourcer, så der vil et gavekort på en arbejdsweekend måske vække lykke.
Det var en stribe hurtige forslag. Brug dem, hvis du har lyst. God fornøjelse.