Billig gaveidé til børn

Hvis man gerne vil give en gave til sine børn, men ikke har lyst til at bruge ret mange penge på det, er her et bud på en rigtig billig gaveide til børn.

Papkasser!

Ja, nu tror du måske, at det rabler for mig. Men hvor mange gange har du ikke oplevet til en børnefødselsdag, at alt det spændende og nye legetøj har fået lov til at stå til fordel for leg med de dertil hørende papkasser og indpakningspapir?

Hvis man nu organiserer det ordentligt fra starten af, kan papkasser være en fin gave i sig selv. Du får brug for papkasser, sprittusser eller lignende skrive- og tegneredskaber, en god saks eller to og så skal du afsætte noget tid til at lege med barnet.

Rigtigt store papkasser kan man vende på hovedet og skære dør og vinduer i, så det bliver et legehus, som små børn kan kravle ind i. Mere realistisk er nok at gøre det samme med mindre papkasser eller æsker, som nu kan blive hus for Barbie-dukken eller parkeringskælder til legetøjsbilerne. Der kan tegnes på siden af kasserne, så de bliver lidt sjovere end bare grå eller brune klodser.

Mindre kasser kan vendes på hovedet, klippes til og males, så de kan blive både til legetøjsfigurerne, færger til bilerne m.m.

Hvis man renser mælke- og juicekartoner og limer toppen til igen, kan de hurtigt skæres eller klippes til, så de bliver både, som legetøjsfigurer kan sejle rundt i. En hurtig måde at skabe en piratflåde til legetøjssoldaterne.

Brug selv fantasien og du vil se, at pap godt kan bruges som en sjov gave med meget underholdning i. Dog vil det nok fremkalde sure miner, hvis det er den eneste gave til en fødselsdag. Det er måske mere egnet som en mindre gave, f.eks. en adventssøndag i december, hvor forældrene også har tid til at lege med.

Comments are closed.